Login
English Dansk

Tiden er ikke på vores side

 

I disse tider hvor internettet vokser i både udbredelse og anvendelighed, dukker der med mellemrum visioner op om fremtidige, verdensom-spændende netværk baseret på Virtual Reality eller andre former for realtime interaktivitet. Men én ting bliver ofte overset når visionerne bliver beskrevet: Der er grænser for kommunikation. Fysikkens love begrænser hvor hurtigt signalerne kan sendes.

Af Klaus Æ. Mogensen

Ifølge Einsteins relativitetsteori kan ingen signaler bevæge sig hurtigere end lysets hastighed i vakuum. Denne hastighed er ca. 300.000 kilometer i sekundet, hvad der umiddelbart lyder af meget. Men er det nu også det, når vi snakker om kommunikation til andre egne af jordkloden?

En stor del af den elektroniske kommunikation over større afstande foregår via kommunikationssatellitter i geostationært kredsløb i en højde af knapt 36.000 km over jordens overflade. Det betyder at når et signal sendes fra for eksempel København til New York, er det 1/8 sekund om at nå op til en sådan satellit og yderligere 1/8 sekund om at komme derfra og ned til New York. Et svar er lige så lang tid om at nå tilbage. Den mindst mulige tid mellem forespørgsel og svar er således et halvt sekund, uanset hvor hurtigt forespørgselen bliver behandlet i den anden ende.

Denne forsinkelse, eller latenstid, vil være velkendt for de fleste der ser nyhedsudsendelser hvor en udlandskorrespondent bliver stillet et spørgsmål fra studiet. Det virker som om korrespondenten tøver meget længe med at svare på spørgsmålet, selv når det er meget enkelt. I virkeligheden svarer korrespondenten på spørgsmålet med det samme han hører det. Den tøven vi oplever, er blot en illusion forårsaget af det halve sekunds latenstid.

Det betyder at hvis to personer forskellige steder på jorden deltager i en telefonisk samtale, kan de blive uenige om i hvilken rækkefølge tingene sker. Den ene af dem kan begynde at sige noget for så at blive afbrudt af den anden efter et par ord - men den anden vil opleve at det er ham der bliver afbrudt af den første. Samtidighed er ikke længere et absolut begreb, det er blevet noget relativt. Dette er et velkendt problem ved pengeoverførsler, hvor der skal meget komplekse protokoller til for at sikre at der ikke bliver udbetalt penge uden at de bliver trukket fra kontoen, men samtidig sikre at pengene ikke bliver trukket fra kontoen hvis udbetalingen bliver forhindret af for eksempel en strømafbrydelse.

Med en latenstid på et halvt sekund vil globale virtuelle netværk løbe ind i alvorlige problemer omkring årsag og virkning - hvem kommer først til møllen når 'møllen' er to steder på én gang? En måde at løse problemet på, er at håndtere alle begivenheder i den virtuelle verden fra ét centralt sted. Tingene sker i den rækkefølge som signalerne kommer hertil, og så må brugerne finde sig i at der går et halvt sekund fra de foretager sig noget til at deres virtuelle stedfortræder, eller avatar, udfører dette. Men det kan hurtigt blive frustrerende når man skal høre sig selv tale med et halvt sekunds forsinkelse, eller når man reagerer på en situation vel vidende at den vil være overstået før reaktionen bliver registreret.

Et virtuelt kor med sangere der deltager fra alle egne af verden, vil aldrig kunne komme til at fungere, uanset om koret koordineres centralt eller som et netværk. Et kor kan ikke følge en takt hvis medlemmerne opfatter taktslagene med forskellig forsinkelse, og en dirigent kan ikke dirigere når han altid skal være et halvt sekund foran den sang han hører. Det samme problem gælder når computere skal arbejde sammen i globale netværk, bare i større målestok. Hvad nytter det at computeren kan håndtere en milliard beregninger i sekundet når den hvert andet øjeblik skal vente et halvt sekund på et svar før den kan komme videre? Hvis der er mange computere i netværket - et helt kor - der skal vente på hinanden, bliver opgaven næsten umulig. Hvis et globalt netværk skal fungere optimalt, må mængden af nødvendig kommunikation begrænses mest muligt.

Situationen er bedre hvis kommunikationen foregår via kabler i stedet for via satellit - og netop af denne grund bliver der til stadighed lagt nye fiberoptiske kabler på tværs af verdenshave og kontinenter. Afstanden mellem København og New York er i fugleflugt 6200 km, så latenstiden mellem forespørgsel og svar via kabel kan blive så lille som 1/24 sekund - en tolvtedel af latenstiden ved en satellitforbindelse. Dette er stort set umærkeligt for menneskelig kommunikation, om end stadig et problem når det er computere der snakker sammen.

Men København og New York er stadig relativt nære naboer. København og Wellington i New Zealand ligger 18.000 km fra hinanden, hvad der svarer til en latenstid på lidt over 1/8 sekund - kun fire gange hurtigere end via satellit. Og det er kun hvis kablet går direkte fra Danmark til New Zealand - hvad det ikke gør. Den korteste kabelforbindelse til New Zealand går via USA og Hawaii og er i alt omkring 24.000 km lang, med en tilhørende latenstid på 1/6 sekund. Kabelforbindelser er nok hurtigere end satellitforbindelser, men i et virkeligt globalt netværk er gevinsten begrænset.

Hvad betyder disse udregninger? De betyder at uanset hvor meget man taler om at "verden bliver mindre" og "den globale landsby", så er der grænser for hvor lille verden kan blive. I hvert fald når vi - og vores computere - skal snakke sammen. Drømmen om globale, virtuelle netværk hvor mennesker fra hele verden kan opleve en realistisk illusion af at være i samme lokale, vil forblive en drøm. For en gangs skyld er tiden ikke på vores side.


<< To the outline

Published
8. april 2011

Vælg publikationer ud fra

Se alle artikler af Se alle artikler i kategorien
              Bookmark and Share      

Instituttet for Fremtidsforskning

Grundlagt i 1970 af den tidligere OECD-generalsekretær, finansminister og professor Thorkil Kristensen. 
Vi styrker beslutningsgrundlaget i virksomheder og organisationer ved at skabe bevidsthed om fremtiden og synliggøre dens betydning i nuet.

Vi tilbyder fremtidsforskning gennem flere kanaler

Nyhedsbrev | Medlemskab | Kurser Foredrag Magasiner | Rapporter Projekter

Om os

Hvem vi er | Kontakt Medarbejdere | Presse Ledige stillinger

Kontakt Webredaktøren

 


Ophavsretten tilhører Instituttet for Fremtidsforskning. Læs mere om brug af materiale publiceret på iff.dk 
Instituttet for Fremtidsforskning | Amaliegade 5 C | 1256 København K. | +45 3311 7176 | iff@iff.dk