Login
English Dansk

Farende svend 2.0

 
Fra FO/fremtidsorientering 2/2009

Forestil dig, at du laver en aftale med din arbejdsplads om at arbejde hjemmefra hele tiden, og at du derefter pakker kufferten og tager af sted for at leve et liv på farten. Din arbejdsgiver behøver ikke at vide, hvor du er, og måske behøver virksomheden ikke engang at være ked af, at du aldrig viser dig på kontoret. Det mobile liv giver nemlig værdifuld viden og inspiration til både arbejds- og privatlivet, og glade medarbejdere er produktive medarbejdere.

Af Klaus Æ. Mogensen

I gamle dage drog unge, nyudlærte håndværkere 'på valsen' og arbejdede for forskellige mestre over hele Nordeuropa. Derved kombinerede de arbejde og videreuddannelse med at komme ud og se verden. De farende svende forsvandt i det store hele ved overgangen til industrisamfundet, men måske er de ved at vende tilbage i en ny udgave?

”Åh, disse minder, fra du var en farende svend.” Naversangen synges stadig med stor entusiasme i festlige lag, skønt få af sangerne vel nogensinde selv har været på valsen. De farende svende er en uddøende race, men der er stadig en masse romantik forbundet med livet som omrejsende håndværker. I industrisamfundet er arbejderne blevet vant til at dele deres tid op i arbejdsdage og fridage: Enten er de bundet til arbejdspladsen for at tjene penge, eller også har de friheden til at rejse og ikke tjene penge. Muligheden for at kombinere frihed og arbejde virker besnærende, men er en umulig drøm for de fleste. Det er ved at ændre sig, og vi kan i den nære fremtid komme til at se en ny generation af omrejsende arbejdere: Den farende svend version 2.0.

Virtuel tilstedeværelse

En konsekvens af netværkssamfundet er, at begrebet ”afstand” mister betydning. I dag kan vi være mentalt nærværende samtidig med, at vi er fysisk fraværende - tidligere var kun det omvendte muligt. Internet og telefonnet gør det muligt at arbejde på afstand, og bærbare computere og mobiltelefoner gør det muligt at have sine arbejdsredskaber og arbejdsopgaver med sig uanset, hvor man er.

Det er blevet almindeligt for vidensarbejdere, at de med mellemrum arbejder hjemmefra eller fra bil, tog, fly, lufthavn, sommerhus eller et hotel. Det er dog stadig mere undtagelsen end normen. Den normale forventning om arbejde er, at man tager hjemmefra om morgenen til sin arbejdsplads, hvor man sidder og arbejder sammen med sine kolleger, indtil man om eftermiddagen tager hjem igen. Normer har det med at overleve længe efter, at årsagerne til deres opståen er forsvundet - de bliver til zombier. Med tiden svinder zombierne ind til nøgne skeletter, der smuldrer i forandringernes klare sollys, og det samme vil forventningerne om, at man partout skal være fysisk til stede på sin arbejdsplads gøre.

De fleste moderne mennesker er fysisk bundet, ikke alene til deres arbejdsplads, men også til deres hjem, der er oplagringsplads for deres ejendele. Vi er fanger af vores ejendele lige så meget som chimpansen, der lader sig fange af jægere, fordi den ikke vil give slip på en banan, men også denne binding bliver udfordret af moderne teknologi. De private samlinger af musik, film, bøger og fotos kan lægges ind på den bærbare computer eller ud på nettet, hvor man kan få adgang til dem uanset, hvor man er. Ligesom oldtidens vikinger bar rundt på deres velstand i form af guldsmykker, går moderne mennesker rundt med deres velstand i form af betalingskort. Hvis vi kan nøjes med det skiftetøj, vi kan have i kufferten, kan vi faktisk frigøre os helt fra både vores hjem og den fysiske arbejdsplads uden at lide større afsavn. Vi kan rejse verden rundt, mens vi arbejder, ligesom de farende svende gjorde det før os. Den ene dag kan vi sidde på en fortovscafé i Paris og arbejde og den næste dag ved kanalerne i Amsterdam. Med udbredt trådløst Internet og et godt batteri til den bærbare behøver vi ikke engang være fysisk koblet til noget. Nogle bærbare som fx OLPC'en, der er udviklet til fattige børn i udviklingslandene, kan ligefrem oplades med håndsving.

Livet som farende svend i en ny udgave bliver næppe normen inden for en overskuelig fremtid, men det vil sandsynligvis være en livsform, der vil virke tiltrækkende på flere og flere - især yngre vidensarbejdere, der endnu ikke har stiftet familie. Unge mennesker tager i forvejen ofte et helt eller halvt sabbatår for at rejse, og hvis det mobile liv kombineres med distancearbejde, kan det også løbe rundt økonomisk i stedet for at være en ren underskudsforretning. Det vil så være logisk, at nogle vælger at forlænge rejsen med yderligere et år eller to - eller på ubestemt tid. Det kan blive grundlaget for at skabe et internationalt netværk af professionelle og sociale kontakter, som man også kan få glæde af efter, man slår sig ned med familie og fast bolig.

I fremtiden kan arbejdsgiverne blive nødt til at indstille sig på, at de aldrig kommer til at se mange af deres dygtigste medarbejdere, som er på farten hele tiden. Det skal arbejdsgiveren ikke være ked af. For det første er glade medarbejdere effektive medarbejdere, og for det andet vil det mobile liv give medarbejderne nye indtryk og inspiration, der gør dem til bedre medarbejdere.

Omkostninger og barrierer

Et liv på farten er næppe en livsform, der vil virke for alle. Hvis man ikke er god til at skabe kontakt til fremmede mennesker, kan det blive meget ensomt. Hvis man foretrækker at rejse i den vestlige verden, kan regningerne for hoteller og restauranter hurtigt løbe op. I Asien og Østeuropa vil man dog en del tid endnu kunne rejse og bo billigt samtidig med, at man hæver en løn på vesteuropæisk niveau. Selvom fx Bulgarien får fem procents vækst og Danmark slet ingen vækst får, går der næsten 50 år, før de to lande når samme velstandsniveau, og for Indien vil der gå hele 85 år.

Rent psykologisk kan det også være stressende at være på farten hele tiden uden at have et sted, der er ens eget. ”To stay in one place and watch something grow, is a feelin' you ain't never gonna know,” som Graeme Edge Band sang i 1977.

Den største barriere mod en livsstil som nomade er i dag lovgivningen. Hvor betaler man skat, hvis man ikke har en fast bopæl? Betaler man, hvor man opholder sig, hvor ens arbejdsplads har adresse, eller hvor man har oprettet sin fysiske postboks? Loven kræver, at man har en fast adresse, men i praksis behøver det ikke være et sted, man nogensinde er. Man kan fx have adresse hos en bekendt, som man betaler for at videresende fysisk post, eventuelt i elektronisk form. Det giver rig mulighed for at vælge adresse, hvor skatten er lavest, eller hvor de offentlige ydelser er bedst. Det er godt for den omrejsende arbejder, men det udfordrer det nuværende system med kommunale og nationale skatter og ydelser. Det store spørgsmål er, om loven kan - eller vil - indrette sig på den måske hurtigt voksende gruppe af nye nomader - de farende svende 2.0.

Klaus Æ. Mogensen er fremtidsforsker ved Instituttet for Fremtidsforskning. klm@cifs.dk


<< To the outline

Published
8. april 2011

Vælg publikationer ud fra

Se alle artikler af Se alle artikler i kategorien
              Bookmark and Share      

Instituttet for Fremtidsforskning

Grundlagt i 1970 af den tidligere OECD-generalsekretær, finansminister og professor Thorkil Kristensen. 
Vi styrker beslutningsgrundlaget i virksomheder og organisationer ved at skabe bevidsthed om fremtiden og synliggøre dens betydning i nuet.

Vi tilbyder fremtidsforskning gennem flere kanaler

Nyhedsbrev | Medlemskab | Kurser Foredrag Magasiner | Rapporter Projekter

Om os

Hvem vi er | Kontakt Medarbejdere | Presse Ledige stillinger

Kontakt Webredaktøren

 


Ophavsretten tilhører Instituttet for Fremtidsforskning. Læs mere om brug af materiale publiceret på iff.dk 
Instituttet for Fremtidsforskning | Amaliegade 5 C | 1256 København K. | +45 3311 7176 | iff@iff.dk